Af William Pilgaard-Jensen
Sidst Sandra Bullock var med i en film, var det som hovedrolleindehaveren i Susanne Biers Netflix-produktion Bird Box (2018), der på daværende tidspunkt blev den mest sete film på streamingtjenesten nogensinde. Bullocks nyeste rolle er igen i en Netflix-film, nemlig The Unforgivable med tyske Nora Fingscheidt som instruktør. Men selvom både Bullock og hendes medspillere gør det glimrende, kan det ikke redde filmen fra den flade levering af en historie, man hurtigt glemmer.
Bullock spiller Ruth Slater, der netop er løsladt fra fængslet efter at have afsonet 20 år for mordet på en sherif. Hun forsøger så småt at få sit liv tilbage på sporet, men har samtidig et brændende ønske om igen at se sin lillesøster Katie, der har boet hos en plejefamilie det meste af sit liv. Ruths fortid haler dog hurtigt ind på hende, da hun som cop killer må se sig over skulderen nærmest hvor end, hun går – ikke mindst sheriffens egne to sønner er stadig bitre over deres fars død og ivrige efter hævn.
Hvad det egentlig var, der skete den skæbnesvangre dag, som sendte Ruth i fængsel, er fra start skrevet i alt andet end sten. Man får gennem filmen løbende udpenslet mere og mere om episoden i form af små glimt og flashbacks, hvilket giver et kærkomment element af mystik.
Sandra Bullock præsterer overbevisende som en slagen og hærdet kvinde, og de mange år i spjældet uden nogen form for medgang er tydelige i hendes udtryk i det øjeblik, hun træder ud i ”friheden”. Netflix har desuden gjort sit bedste med castingen for at lokke seere til, med genkendelige ansigter som Vincent D’Onofrio, Viola Davis og Jon Bernthal på rollelisten.
Netop genkendelighed viser sig dog også at være en af filmens store bagsider. Hvert skridt i historien føles nemlig som noget, man har set før, og det er svært at blive blæst bagover, selvom skuespillerne gør, hvad de kan med et (i øvrigt) meget svagt manuskript. Her er en stor del af karaktergalleriet blevet forsømt.
Plotlinjen med den afdøde sherifs sønner og deres funktion som hævntørstige skurke virker påklistret og motivationsgrundlaget for deres handlinger bliver utroværdigt. Desuden har Jon Bernthals karakter, Blake – der ellers er utroligt velspillet – så markant en mangel på udvikling, at karakteren synes nærmest ubrugelig. Filmen er baseret på den britiske miniserie Unforgiven fra 2009, og tragikomisk nok så føles det her også som en historie, der ville være bedre fortalt i serieformat. Det ville give mere tid til at udforske de forskellige karakterer og underbygge deres motivationer.
De genkendelige tendenser i plottet gør også, at når spændingen for alvor skal skrues op i den sidste halve time, er det også et forudsigeligt mønster, der udspiller sig, og man efterlades med et undervældende indtryk af, at halvdelen af filmen nok er glemt i morgen.
The Unforgivable er et eksempel på den slags middelbudget-film, som man sjældent ser florere i biografen længere, da de ikke har samme garantier som eksempelvis Spider-Man og co. har. Og desværre er middelmådighed også en rammende beskrivelse af filmens kvalitet. For selvom Sandra Bullock og hendes medspillere gør en værdig indsats med solide præstationer, undskylder det ikke den fattige fortælling af en historie, som man føler, man har set før.
Kommentarer